Sabine Beyerle - Soloudstilling - The Forest Inside
Udstillingsperiode: 21.02 – 21.03
Fernisering: Lørdag den 21. Februar kl 14-16 - kl 14:15 introducerer Sabine Beyerle udstillingen.
Sabine Beyerle (1975) er uddannet ved Kunstakademiet i Berlin og har siden 2004 arbejdet som kunstner i Berlin, hvor hun i dag har atelier. 
Udstillingen The Forest Inside, handler både om den skov, vi kan gå rundt i, og den “indre skov” – de følelser, stemninger og tanker naturen kan vække i os. Beyerle arbejder netop med forbindelsen mellem det, vi ser, og det, vi oplever indeni, når vi er i naturen.
Malerierne bygger på fotos, som kunstneren har taget på rejser i Patagonien, Chile, Brasilien, Argentina og flere steder i Europa, blandt andet i tyske skove. Selvom billederne tager udgangspunkt i virkelige steder, er de ikke malet som præcise gengivelser. I stedet forvandler Beyerle landskaberne til stemningsbilleder, der viser, hvordan naturen kan føles.
I sine værker undersøger hun især skovens struktur: hvordan træer, planter og lys ligger i lag; hvordan noget kan være tæt og mørkt, mens andet er lyst og åbent. Hendes brug af farver og overflader skal gøre det tydeligt, hvordan blikket bevæger sig gennem skoven – og hvordan den samtidig kan vække indre billeder og fornemmelser.
Beyerle er også optaget af skovens livscyklus: vækst, forfald og fornyelse. Dette tema giver malerierne en tidslig dimension, som minder os om, at naturen hele tiden forandrer sig. De synlige penselstrøg og de detaljerede overflader skaber en intens stemning, hvor skoven både virker virkelig og drømmende på samme tid.
The Forest Inside viser naturen som et sted, hvor vi både oplever verden omkring os – og vores eget indre.
"Mirador", 120 x 120 cm, olie og akryl på lærred.
"The forest inside", 120 x 150 cm, olie og akryl på lærred.
"El Camino", 150 x 120 cm, olie og akryl på lærred.
Link til flere værker af Sabine Beyerle: The Forest Inside