Rikke Laursen – SOLO
Keramiske skulpturer
Rikke Laursen er født og opvokset i Viborg og vender med denne udstilling hjem til Viborg. Til daglig har hun atelier i København og har i forvejen et fyldigt CV med udstilinger i ind- og udland. Som ny kunstner i Galleri NB markerede hun sig sammen med galleriet for første gang på kunstmessen Art Vilnius i oktober, hvor samtlige hendes værker blev solgt. Galleri NB ser derfor Rikke Laursen som et markant bud på en ny dansk kunstner med tydelig international appel, der har vist sig at have en stærk gennemslagskraft hos både samlere og kunstinteresserede.
Med en original og konsekvent tilgang til leret skaber hun skulpturer med et stærkt personligt udtryk, der balancerer mellem det sanselige og det fortællende, der vækker både nysgerrighed og begejstring hos publikum.
På udstillingen SOLO præsenterer Rikke Laursen en serie keramiske skulpturer skabt i organiske og asymmetriske former. Hver skulptur er håndopbygget ved hjælp af den traditionelle pølseteknik, hvor formen udvikles langsomt og præcist. De karakteristiske, tynde “blade” er modelleret med fingrene og forarbejdet, indtil de næsten virker vægtløse. Overfladerne er håndglaserede med pensel, hvilket giver hver skulptur sit eget udtryk og en tydelig fornemmelse af håndens arbejde. Værkerne har ingen fast forside eller bagside, men ændrer karakter alt efter, hvilken vinkel de opleves fra.
Udstillingen giver et indblik i Laursens materialeforståelse og hendes sans for detaljer, hvor både form, proces og overflade spiller sammen i et roligt, undersøgende organisk udtryk.
Udstillingen præsenterer i alt 22 unikke skulpturer
Link til værkerne af Rikke Laursen

