Toon Berghahn
Twilight Spaces
06.03 - 17.04
Link til virtuel rundvisning i udstillingen
Link til de udstillede værker: Twilight Spaces
Den hollandske billedkunstner Toon Berghahn (f. 1970) er en mester i kompositioner og lys, hvilket han beviser med udstillingen Twilight Spaces.
Den store udstilling åbner søndag d. 6. marts i Galleri NB, hvor Toon Berghahn også selv vil komme for at sætte ord på sin kunst.
Toon Berghahn er ikke alene kendt for sin egen kunst. Har er også utrolig vidende om den hollanske kunstner Rembrandt (1606-1669), hvis store samling findes på Rijksmuseet i Amsterdam. Hans viden om Rembrandt benytter Rijksmuseet sig af, når man modtager fornemme gæster på museet. I de tilfælde lukker man museet og lader Toon Berghahn være superrundviser i Rembrandt udstillingen.
Toon Berghahn er endnu ikke anerkendt på niveau med Rembrandt, men på hans personlige facon er han et meget spændende bekendskab med potentiale til noget stort.
Han arbejder med kompositioner og lys i sine malerier på en måde, så man bliver fortryllet af værkernes dynamik i et almindeligt rums omskiftelige lys. Et atelier, en museumshal eller en sportshal er nogle af de genkendelige og velkendte rum, som Toon Berghahn formelt anvender i sine malerier, men samtidig kan disse rum opfattes fremmedgørende og foruroligende. Nogle gange placerer han et hus eller en modernistisk villa i et landskabsmiljø omkranset af en flimrende, desorienterende (tusmørke) himmel. Hver gang i en afbalanceret bevægelse mellem de fysiske elementer og det æteriske lys.
Toon Berghahn | DEEP BLUE | 105 x 160 cm |Mixed media på MDF - signeret på bagsiden - 2021
Specielt hans dobbelte malerier er unikke. Her har han ladet sig inspirere af et hønsehus/skur, som han for flere år siden tilfældigt så ude på landet tæt ved den tyske grænse. Dette skur har han ophøjet til et galleri, hvori han har malet andre kunstværker til væggene. For os beskuere betyder det, at vi ikke alene se Toon Berghahns maleri sådan som det hænger på væggen, men vi får samtidig flere malerier af en anden karakter præsenteret, når vi ser gennem vinduerne på skuret. Det inviterer os til at opleve hans malerier på en ny måde og samtidig giver det dem en dybere dynamik i udtrykkene.
Toon Berghahn | RAINBOW HOUSE | 61 x 81 cm
Der er ingen dyr eller mennesker i malerierne. Menneskets tilstedeværelse antydes kun af de spor, det har efterladt. Ofte er det personlige erindringer om et sted eller et rum, som Toon Berghahn udlever i sine malerier. Det kan også være steder, der er mere fastforankrede i hans hukommelse. Men ved at fratage værkerne en direkte personlig betydning, giver han disse malerier en mere universel betydning. De er ikke stedsspecifikke, men man får alligevel en fornemmelse af, at det er steder man på en eller anden måde kender.
Toon Berghahns værker findes i talrige firma- og private samlinger. Han er blevet belønnet eller nomineret flere gange, blandt andet til Den Kongelige Hollandske Pris for Frit Maleri. Toon Berghahn har desuden modtaget flere legater fra Mondriaan Fonden, som anerkendelse for et veldokumenteret og kunstnerisk anerkendt Hollandsk talent.
Fakta:
Kunstner: Toon Berghahn f. 1970
Tid: 06.03 - 17.04
Titel: Twilight Spaces
Antal: 20 malerier
Web - link: Toon Berghahn