Kristian Vodder Svensson
NOW
15.08 - 18.09
Efter to år er Kristian Vodder Svensson tilbage i Galleri NB med en ny udstilling.
Titlen NOW dækker over flere planer, idet han, som så mange andre også er ramt af Covid-19 problematikken. Desuden er udstillingen en rejse ind i hans personlige univers, og dermed hans statement om, hvor han kunstnerisk befinder sig i øjeblikket.
Seks håndlavede originale litografier udført i meget små oplag er hen over sommeren skabt på Fyns Grafiske Værksted. De danner sammen med hans nyeste malerier rammen om Kristian Vodder Svenssons unikke univers.
Kristian Vodder Svensson blev færdig på Kunstakademiet i 2006. Efterfølgende arbejdede han i tidens ånd med byens og landskabets scenerier. Men i 2014 skete der væsentlige ændringer i hans udtryk, som til dels skyldtes en speciel mulighed for at udsmykke hjørnekontoret hos chefredaktøren i Politikkens Hus. Her blev ikke alene væggene, men også loftet udsmykket med svævende øer og fugle.
Efterfølgende har Kristian Vodder Svensson udført adskillige markante udsmykninger som for eksempel Den Spanske Trappe i Sønderborg, spisesalen på Bjergsnæs Efterskole, endevæggen i koncertsalen på Fur Bryghus, Sundhedscenteret i Haderslev og Erhversakademi Aarhus i Viby.
Udtrykket i Kristian Vodder Svenssons kunst er formelt set bygget omkring de eventyrlige, men samtidig realistiske fortællinger, hvor i visse tilfælde Avartar lignende svævende øer befolkes af dyr og mennesker i kommunikation med hinanden og beskuerne. I andre malerier er fladen fyldt med bevoksninger og træer, som giver indtrykket af nærmest junglelignende landskaber, hvori mennesket ofte er alene eller efterladt i den store natur. Malerier, som ofte giver stof til eftertanke.
Som beskuer bliver man draget af det smukke og samtidig realistiske univers i Kristian Vodder Svenssons kunst.
Udstillingen NOW viser samtidig en kunstner, som kan sit håndværk og forstår at udnytte det kunstnerisk.
Fernisering lørdag d. 15. august kl. 14-16.
Kunstneren deltager i introduktionen kl. 14.15.