Vilmantas - Straight out

Slut dato: 05-04-2025

Vilmantas
Straight Out
08.03 - 05.04

Vi har ønsket at give Vilmantas pladsen til en udstilling uden et specifikt tema.
I stedet fokuserer vi på de nyeste værker fra hans atelier – intense, følsomme og skabt uden bestemte bagtanker eller indlagte filtre. Dermed forventer vi en udstilling, der kan overraske os og føre til spændende samtaler om de ting, der virkelig rører nutidens Vilmantas.

Vilmantas har gennem hele sit kunstneriske liv – siden 1990 – søgt at trænge ind i menneskehedens dybeste tanker og følelser omkring livets store temaer. Hans værker er universelle i den forstand, at de kredser om kærlighed, tro, samhørighed, venskab, fællesskab og individualitet.
Når det gælder former og farver, har han løbende udviklet et fuldstændig unikt kunstnerisk udtryk, der gør ham genkendelig, uanset hvor i verden vi møder hans kunst.

Åbningen den 8. marts kl. 14-16 indledes med en tale af Dennis Nande, som i 1997 gjorde os opmærksom på Vilmantas.
Den opmærksomhed førte i 1998 til begyndelsen på et utroligt produktivt og stærkt samarbejde mellem Vilmantas og Galleri NB.