Kristian Vodder Svensson

Tekst: Trine Ross, Kunstanmelder ved Politiken

Kunstneren Kristian Vodder Svenssons værker bliver stadig mere aktuelle. Ikke så meget fordi han har ændret retning, selvom det nu også er sket, men fordi resten af verden efterhånden er ved at få øjnene op for det svævende, vidunderlige og skrøbelige økosystem, vi alle sammen bebor.

Første gang jeg så hans værker var der tale om sorte silhuetter, som en slags opdateret version af de papirklip, der i slutningen af 1800-tallet var vældig populære og som langt ind i det 20. århundrede havde arvtagere som Sabber (Jens Jacob Sabber Jensen) på Bornholm.

Men hvor Sabber ofte fandt sin inspiration hos De Underjordiske, hæver Kristian Vodder Svensson i den grad blikket og sætter sejl lige lukt ind i eventyret, den vilde natur og den grænseløse rejselyst. Det er et drømmenes land, hvor mennesket ikke altid er til stede og da slet ikke i forgrunden. I stedet kan et krondyr indtage sin egen lille verden, en rovfugl flyve under urskoven eller en mand kan vande sin lille andel af det store hele.

​Ind imellem støder der skibsformationer og vejrbidte Skagensfiskere til og blander sig med den frodige vegetation i et kulturmøde, der ikke bare bringer det menneskeskabte og det utæmmede sammen, men også forener referencer til tidligere kunstneriske udtryk som Skagensmalernes med Kristian Vodder Svenssons eget billedsprog, der i den grad hører til her i det 21. århundrede.

At han i flere ombæringer og med stor succes har kunnet overføre netop dette kunstneriske udtryk til det offentlige rum i form af udsmykninger, er ikke den store overraskelse, omend det er en glæde for mig at se! For Vodder Svenssons kunst er netop karakteriseret af en farveintensitet og en vekslen mellem de store linjer og de minutiøse detaljer, som også ses i den bedste street art.

Samtidig gør det ham også til en naturlig efterfølger for en folkekær kunstner som Hans Scherfig, der i næsten 100 år efterhånden har været og stadig er en af vores mest elskede malere. Det, de har til fælles, er en forkærlighed for den frodige natur og evnen til at skabe værker, man som beskuer i den grad kan gå på opdagelse i.

Men der er så sandelig også store forskelle mellem de to kunstnere: Hvor Scherfigs udtryk er stærkt stiliseret, arbejder Vodder Svensson med en anderledes delikat penselføring. Og selvom Scherfig måtte digte sig til sine urskove, da han aldrig selv havde sat sine ben sådan et sted, så er Vodder Svenssons vegetation gjort af et langt mere fantasifuldt stof - eller i alle tilfælde transformeret ud i en verden, der ligger langt fra Scherfigs. 

Kristian Vodder Svenssons univers er på én gang fremmedartet og fuldstændig velkendt. Det er en selvforsynende biotop, som samtidig er sårbar og brutalt forgængelig. Det er fri fantasi - og den virkelighed, vi alle bor sammen i.