Kunsten er mit liv -Viborg er min by

Oprettet af: Galleri NB Viborg
12-09-2013 09:39

Viborg Stifts Folkeblad 10.  september  2013, 1. sektion, side 6  

Some description

Fødselsdag. I morgen fylder galleriejer med meget mere Thorkild NB Nielsen, 60 år. FØDSELSDAG

60 ÅR: Galleriejer med meget mere Thorkild NB Nielsen, Dannevang 16, Viborg , fylder i morgen, onsdag den 11. september, 60 år. 
 Thorkild NB, der er den tiltaleform, de fleste kender ham som, er født i Mollerup og tog i sine unge år en hf på Viborg Katedralskole, inden han gik i gang med læreruddannelsen på Skive Seminarium. 
 
Som ny lærer var Thorkild NB med til at starte den nye Bjergsnæs Efterskole ved Viborg , hvor han underviste i gymnastik, formning og billedkunst. Disse fag var hjerteblod for den unge lærer, og blev obligatoriske i skolens undervisningsplan. 
Inden for gymnastik var han også særdeles kompetent, da han i en periode var leder for landsholdet i redskabsgymnastik. 
Lærergerningen blev også udfoldet på Jebjerg skole i Salling og han var lærer på Søndre Skole i Viborg indtil for 20 år siden.
 
I 1987 åbnede Thorkild NB galleri NB i St. Sct. Mikkels Gade 23 og flyttede fem år senere over gaden i større lokaler i nummer 14. I 2005 flyttede galleriet til de nuværende smukke og rummelige lokaler i Sct. Mathias Gade 14, hvor der er tre udstillingsrum. 
I 2012 fejrede galleri NB her sit 25-års jubilæum. I årenes løb har galleriejeren åbnet op for nye eventyr i Paris og Roskilde og i dag findes galleri NB centralt i København på Nikolaj Plads 27. En af de spændende opgaver har også været, at medvirke til den kunstneriske tilgang til Viborg Rådhus. 
Thorkild NB er et menneske, der uafladelig fostrer idéer. Han er et netværksmenneske i ordets bedste forstand, hvor tråde knyttes i alle palettens farver. Hans mantra er, at det lykkes, bare det ender med at være til gavn for Viborg . Her kan nævnes nogle af beviserne for dette faktum: Årets butik i 2007, modtager af Kultivator prisen i 2011 for introduktion af Viborg International Billboard Painting Festival , gedigen støtte omkring VFF fodbold, prior af Bisp Gunners Gilde, med i Viborg Innovationsfond, ivrig samfundsdebattør, samt deltager og gæst i en række foreningsmæssige, sociale og kunstneriske sammenhænge. 
Et netværk omkring galleri NB er kunstforeningen NB med 260 medlemmer og med en række medlemsfordele. 
Af galleriejeren betragtes hver enkelt medlem som med i NB familien. Galleriet er hjemsted for foreningen og fungerer her reelt som et foreningslokale, hvorfra aktiviteter i alle regnbuens farver udgår. Det være sig foredrag, ferniseringer samt rejser i ind-og udland med fokus på kunst. Rejser til storslåede naturområder som Færøerne eller til et attraktivt sted i Tyskland eller en vingård i Europa er ligeledes farverige eksempler på, hvordan Thorkild NB er i sit es og lever bedst med at have glade mennesker omkring sig. Han har for øvrigt også været næstformand i Dansk Galleri Sammenslutning.
 
Thorkild NB's hjerte brænder for familien, for kunst og for Viborg . Familien tæller hustruen Alice, tre sønner og to børnebørn. De bor - naturligvis - i et hus med tårn og ferierne tæller alle former lige fra eksotiske destinationer som Bali og Nepal til en primitiv bondegårdsferie med tilhørende campingvogn. 

Der er fra enhver begivenhed taget et væld af fotos, som gennem ekstravagant redigering via Mac'en samles til illustrative film. 
I fritiden cykler Thorkild NB flere gange om ugen. 
Selv på cyklen bearbejder han positive idéer og tanker. 
Er der medvind på cykelstien på turen ud fra Viborg , er et godt eksempel på evnen til at vende verden positivt, at der fokuseres på, hvordan der også kan blive lidt medvind på tilbagevejen. 
Thorkild NB Nielsen har en absolut sød tand og elsker kage til både hverdag og til fest. 

60-års dagen fejres under private former, hvilket skal forstås sådan, at han er på arbejde i galleriet, og døren er åben hele dagen, i morgen onsdag. Og fødselaren er både kendt og anerkendt som en god og givende vært.